Online selvhjælpsforløb for mødre med efterfødselsreaktion
Tilpasset
hverdagen
iCARE forløbet indeholder viden og praktiske øvelser, som kan hjælpe dig med at finde ro, styrke og glæde i din hverdag som mor.
100 % online
forløb
I iCARE forløbet får du hjælp og støtte gennem et digitalt selvhjælpsprogram. Du kan arbejde med indholdet i dit eget tempo - hjemmefra.
Adgang til hjælp og støtte 24/7
Du har adgang til relevant viden og støttende øvelser både dag og nat. Forløbet kan gennemføres, som det bedst passer ind i jeres rytme som familie.
Udviklet af forskere, læger og psykologer
iCARE forløbet er særligt udviklet til mødre, som har det svært efter de har født. Indholdet bygger på anerkendte terapiformer, som har påvist god effekt i behandlingen af efterfødselsreaktioner.
Bidrag til vigtig forskning
Din deltagelse har stor værdi for forskningsprojektet. Du kan bidrage til at give kommende mødre, i lignende situationer, adgang til let tilgængelig hjælp og støtte.
Fokus på din trivsel som mor
Nyt online selvhjælpsforløb
iCARE er udviklet til at hjælpe mødre, som får en efterfødselsreaktion. I forløbet får du viden og værktøjer, som kan hjælpe dig med at finde ro, styrke og glæde i rollen som mor.
Indholdet bygger på anerkendte terapiformer og er inddelt i moduler med hver deres tema. Du arbejder i de enkelte moduler på egen hånd, når det bedst passer ind i jeres rytme som familie.
- Fokus på din og hele familiens trivsel
- Hjælp og støtte inden for hjemmets trygge rammer
- Adgang til viden og værktøjer, når det bedst passer ind i hverdagen
Samarbejde i forskningsprojektet
iCARE gennemføres via et samarbejde mellem Center for Digital Psykiatri, Syddansk Universitet og Københavns Universitet. Forskningsprojektet er økonomisk støttet af Novo Nordisk Fonden og Helsefonden.
Er du interesseret i at vide mere om projektet, kan du finde information på vores projektside.
Deltag i et nyt forskningsprojekt
Har du det svært, efter du er blevet mor?
At blive mor forbindes oftest med positive følelser som glæde og nærhed. Men det kan også være præget af blandede følelser som modløshed, tristhed eller bekymring.
Det er helt almindelige følelser, som alle forældre kan opleve – især når vi føler os pressede på søvn, overskud eller tid til at gøre noget godt for os selv.
Bliver dine følelser og tanker så overvældende og ubehagelige, at de begynder at påvirke din hverdag, så kan det være et tegn på, at du har en efterfødselsreaktion.
Cirka 1 ud af 7 mødre rammes af en efterfødselsreaktion, og symptomerne kan opleves forskelligt fra mor til mor. Føler du dig tom, ked af det eller plaget af selvkritiske tanker det meste af tiden, er det vigtigt, at du søger hjælp.
1 ud af 7 mødre
rammes af en efterfødselsreaktion
Det er vigtigt at vide, at du ikke selv er skyld i, at du har det svært. Og at du ikke er alene.
iCARE forløbet kan måske være en god mulighed for dig. Du må gerne deltage i forskningsprojektet, selvom du også modtager behandling gennem et andet tilbud.
iCARE-projektet
Her kan du møde Anja. Hun er ph.d.-studerende og forskningsassistent. I videoen fortæller hun mere om forløbet og rammerne for at deltage i forskningsprojektet. Du har fået udleveret en flyer, hvis din sundhedsplejerske har informeret dig om iCARE. Har du selv fundet tilbuddet, kan du læse mere om at deltage i projektet på siden Om forløbet.
Ny forskning i digital selvhjælp til mødre med efterfødselsreaktioner
Formålet med iCARE forskningsprojektet er at undersøge effekten af et nyt digitalt selvhjælpsforløb for mødre med efterfødselsreaktioner. Indholdet er udviklet af forskere, læger og psykologer og bygger på anerkendte terapiformer.
Forløbet er selvguidet og gennemføres via en digital platform. Her præsenteres mødrene for relevant viden og praktiske øvelser, som kan hjælpe dem med at forstå og håndtere deres livssituation.
Undersøgelsen foregår som et lodtrækningsforsøg. Deltagerne inddeles tilfældigt i to grupper og vil enten få tilbudt iCARE forløbet eller indgå i kontrolgruppen.
Bag projektet ligger et ønske om at blive klogere på muligheden for at give mødre med efterfødselsreaktioner lige adgang til hurtig hjælp og støtte, uanset hvor de bor – via en let tilgængelig og tryg digital platform.
Vil du gerne vide mere om iCARE?
Du er meget velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål til iCARE-forløbet eller selve forskningsprojektet.
Du kan ringe til os på telefon: 24 91 47 40
mandag – torsdag fra kl. 10 – 12
Vi anbefaler, at du undgår at sende personfølsomme oplysninger til os via e-mail. Vi vil i stedet bede dig om at skrive til os via sikker digital post. Du finder linket nedenfor.
Har du akut brug for hjælp?
Kontakt psykiatrisk skadestue i din Region:
FAQ
Du kan her finde svar på nogle af de spørgsmål, som andre har stillet os. Kan du ikke finde svar på netop dine spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os.
Hvem står bag iCARE?
Forskningsgruppen består af forskere fra Forskningsenheden for Børne- og Ungdomspsykiatri på Syddansk Universitet og Københavns Universitet samt konsulenter fra Center for Digital Psykiatri.
Hvem støtter forskningsprojektet?
Forskningsprojektet er finansieret af Novo Nordisk Fonden og Helsefonden.
Ingen i forskergruppen har tilknytning til fondene, og fondene har ikke nogen indflydelse på forskningsprojektets udførelse.
Hvordan behandles og beskyttes data?
Personoplysninger bliver behandlet efter databeskyttelsesloven og databeskyttelses-forordningen.
Personfølsomme oplysninger behandles af Center for Digital Psykiatri og Psykiatrisk Forskningsenhed Region Syddanmark, så længe det er nødvendigt for forskningsformålet, i forhold til reglerne om opbevaring efter ansvarlig forskningspraksis.
Erstatter iCARE andre tilbud?
iCARE er et supplerende tilbud. Det erstatter derfor ikke behandling ved din egen læge eller sundhedsplejerske. Det påvirker heller ikke andre kommunale tilbud, som for eksempel mødregrupper.
Du må derfor gerne følge andre behandlingsforløb, selvom du deltager i forskningsprojektet.
Hvad er tidsrammen for deltagelse?
Din deltagelse i forskningsprojektet tager seks måneder, fra du bliver informeret om forskningsprojektet til den sidste sidste opfølgning.
Du får information om projektet via din sundhedsplejerske – eller en medarbejder fra forskningsteamet, hvis du ansøger om deltagelse via hjemmesiden.
Du skal besvare nogle spørgeskemaer, inden du bliver placeret i en af forskningsprojektets to deltagergrupper – en gruppe, der bliver tilbudt et forløb og en kontrolgruppe. Placeringen sker helt tilfældigt via lodtrækning. Dine svar har ikke betydning for hvilken gruppe, du kommer i.
Du modtager spørgeskemaer igen efter 2 måneder og efter 6 måneder.