Forskning i digital støtte til mødre
Online støtte til mødre med efterfødselsreaktioner
Digitalt selvhjælpsforløb baseret på ny forskning og erfaring med digital terapi.
iCARE er et forskningsprojekt, som undersøger effekten af et nyt digitalt selvhjælpsprogram til mødre med symptomer på efterfødselsreaktion. Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Center for Digital Psykiatri og flere af landets universiteter.
Forløbet er udviklet af psykologer, læger og forskere. Indholdet bygger på mange års erfaring med levering af digital behandling for angst og depression i Internetpsykiatrien.
Projektet afdækker også muligheden for at etablere iCARE som et supplerende digitalt tilbud, der kan bidrage til at skabe større lighed i adgangen til hurtig hjælp og støtte – uanset bopæl.
Samarbejde i forskningsprojektet
iCARE-projektet gennemføres i et samarbejde mellem Center for Digital Psykiatri og flere af landets universiteter. Forskningsprojektet er økonomisk støttet af Novo Nordisk Fonden og Helsefonden.
Formål med forskningsprojektet
Efterfødselsreaktioner kan have stor betydning for tilknytningen mellem mor og barn samt familiens samlede trivsel. Det er derfor vigtigt at sætte ind hurtigt ved debuterende symptomer, ved at give mødrene adgang til hurtig og effektiv hjælp og støtte.
iCARE er på nuværende tidspunkt det eneste danske digitale tilbud til mødre med efterfødselsreaktioner, men lignende forløb er afprøvet med god effekt i andre europæiske lande. iCARE skal ses som et supplerende tilbud til den behandling, der allerede foregår i de enkelte kommuner.
Forskningsprojektet gennemføres som et lodtrækningsforsøg. Mødrene må gerne følge et andet behandlingsforløb, selvom de deltager i projektet. Dette er særligt vigtigt, da de ikke er garanteret et forløb, som del af deres deltagelse.
Formålet med forskningsprojektet er at undersøge, om et selv-guidet online forløb kan:
- Støtte mødre, der har det svært i deres første tid som mor
- Give mødre adgang til let tilgængelig og fleksibel hjælp og støtte
- Bidrage med ny viden om digital behandling
Et fleksibelt forløb tilpasset hverdagen
iCARE – forløbet bygger på kognitiv adfærdsterapi og inddrager elementer fra andre anerkendte terapiformer, som har påvist god effekt i behandlingen af fødselsdepression. Forløbet er selv-guidet og gennemføres uden psykologstøtte.
Foregår 100% online via computer, tablet eller smartphone
Programmet består af 4 hovedmoduler og 4 valgfri moduler
Modulerne indeholder tekst, små film, korte lydfiler og understøttende øvelser
Forløbet kan gennemføres hjemmefra i eget tempo
Erfaring og evidensbaseret tilgang
iCARE-forløbet bygger på Internetpsykiatriens gode erfaringer med online behandling og den nyeste forskning inden for digital terapi. Forskning viser, at digitale forløb baseret på kognitiv adfærdsterapi kan være lige så effektive som traditionel behandling ved let til moderat depression.
iCARE kombinerer dokumenteret viden med praktiske øvelser, som kan tilpasses den enkelte mors behov. Målet er at skabe et trygt og fleksibelt tilbud, der kan støtte mødre i en sårbar periode efter fødslen.
Samarbejde omkring deltagelse i projektet
iCARE projektet samarbejder med sundhedsplejersker fra 21 kommuner i hele landet, som formidler tilbuddet til de mødre, som kan have gavn af et online forløb.
Sundhedsplejersken er en af familiens primære sundhedsfaglige kontakter efter fødslen. Det vil derfor ofte være hende, der identificerer de første tidlige tegn på efterfødselsreaktion, som en del af hendes vurdering af mor og barns trivsel.
For at kunne deltage i projektet skal kvinden være fyldt 18 år og kunne begå sig ubesværet på dansk – både skriftligt og mundtligt. Symptomerne skal være opstået inden for de første 6 måneder efter fødslen og kvinden må ikke lide af skizofreni eller psykose eller have behov for akut psykiatrisk behandling.
For at kunne deltage skal kvinden:
- Være fyldt 18 år
- Kunne begå sig ubesværet på dansk
- Have symptomer, der er opstået inden for de første 6 måneder efter fødslen
- Ikke lide af skizofreni eller psykose
- Ikke have behov for psykiatrisk behandling
Vil du gerne vide mere om iCARE?
Du er meget velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål til iCARE-forløbet eller forskningsprojektet.
Du kan ringe til os på telefon: 24 91 47 40,
mandag til torsdag fra kl. 10-12
Vi anbefaler, at du undgår at sende personfølsomme oplysninger via e-mail. Vi vil i stedet bede dig om at skrive til os via sikker digital post. Du finder linket nedenfor.
Har du akut brug for hjælp?
Kontakt psykiatrisk skadestue i din Region:
FAQ
Du kan her finde svar på nogle af de spørgsmål, som andre har stillet os. Kan du ikke finde svar på netop dine spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os.
Hvem står bag iCARE?
Forskningsgruppen består af forskere fra Forskningsenheden for Børne- og Ungdomspsykiatri på Syddansk Universitet, Københavns Universitet og Århus universitet samt konsulenter fra Center for Digital Psykiatri.
Hvem støtter forskningsprojektet?
Forskningsprojektet er finansieret af Novo Nordisk Fonden og Helsefonden.
Ingen i forskergruppen har tilknytning til fondene. Fondene har ikke nogen indflydelse på forskningsprojektets udførelse.
Hvordan behandles og beskyttes data?
Personoplysninger bliver behandlet efter databeskyttelsesloven og databeskyttelses-forordningen.
Personfølsomme oplysninger behandles af Center for Digital Psykiatri og Psykiatrisk Forskningsenhed Region Syddanmark, så længe det er nødvendigt for forskningsformålet, i forhold til reglerne om opbevaring efter ansvarlig forskningspraksis.
Erstatter iCARE andre tilbud?
iCARE er et supplerende tilbud. Det erstatter derfor ikke behandling ved egen læge eller sundhedsplejerske. Det påvirker heller ikke andre tilbud kommunale tilbud, som for eksempel mødregrupper.
Mødrene må derfor gerne følge andre behandlingsforløb, selvom de deltager i forskningsprojektet.
Hvad er tidsrammen for deltagelse?
Deltagelse i forskningsprojektet tager seks måneder, fra mødrene bliver informeret om forskningsprojektet – enten via deres sundhedsplejerske eller en fra forskningsteamet – til den sidste opfølgning.
Deltagerne skal besvare et spørgeskema, inden de placeres i en af forskningsprojektets deltagergrupper – en gruppe, der bliver tilbudt et forløb og en kontrolgruppe. Placeringen sker tilfældigt via lodtrækning.
Deltagerne modtager et spørgeskema igen efter 2 måneder og et efter 6 måneder.